september 2018

Saltkarret.

Der er det her gamle billede, der handler om et kar, med noget vand i. Der er kommet meget salt i vandet, så det er udrikkeligt. Så hvad gør jeg med vandet, jeg ikke kan drikke. Når først saltet er blandet i vandet kan jeg ikke fjerne det.
Men jeg kan hælde mere vand i karret. Meget mere. Så saltopløsningen til sidst bliver så let, at vandet faktisk kan drikkes.

Der ér lidelse i mit liv. Det er et grundvilkår. Ting, der ikke gik, som jeg håbede. Kære, som jeg mistede af den ene eller anden grund. Sygdom. Utilfredshed. Skuffelser. Ondt i knæet. Stress. 4 kg for meget.
Jeg kan nemt komme til at gå og vente på, at det hele bliver bedre. At lidelsen forsvinder. Når jeg er ovre denne periode, bliver det hele bedre. Når jeg får en kæreste, bliver alting bedre. Når jeg får styr på den have, kan jeg ånde lettet op.

Lidelsen

Men lidelsen slipper jeg ikke af med – eller – jeg véd i hvert fald ikke om jeg gør. Der kan faktisk også ske det, at der bliver mere af den.
Men lige nu – her midt i alle de besværlige ting – er der en masse, der er værd at lægge mærke til. Hvordan kaffen, der står her ved siden af computeren, smager. Sollyset, der falder ind på træerne udenfor. Min vejrtrækning og min krop. Der er hele tiden noget at iagttage her i øjeblikket.
Når jeg opmærksom på nuet, folder øjeblikket sig ud. Med alle dets nuancer. Når jeg er tilstede lige her, er jeg ikke opmærksom på de besværlige ting, som tager mit humør. I stedet er jeg tilstede i det liv jeg har lige nu – helt ned i detaljen. Og det gør mig faktisk glad.
Vi er gladest når vi er tilstede i nuet.
Så at være tilstede i det her øjeblik, er at hælde mere vand i karret. Flytte fokus til det, der er lige nu. Opleve nuancerne. Lydene. Luften i mod huden.
Være i kontakt.
Forbundet.

Gautama Siddharta sidder som helt ung med til møderne hos sin far kongen. Vi er i Indien for 2600 år siden. Kongen er optaget af, at sønnen deltager i møderne med magthaverne, så han kan få en fornemmelse for det politiske og økonomiske system.
Så han lægger øre til mange diskussioner om, hvordan den ene og anden forandring skal laves, for at få et bedre samfund.

Og det er her på disse møder, at Gautama når til flg. erkendelse: Når alt kommer til alt er vi først og fremmest interesseret i at mele vores egen kage, fastholde vores egen position og konsolidere os. Først derefter kan vi måske gå med til en smule forandring.
Især fordi glemmer at se, at vi er en del af en sammenhæng og ikke hver i sær en afgrænset ø.

Og han indså, at reel forandring kommer indefra. Indefra det enkelte menneske. At vi bliver nød til at udvikle vores evne til at se sammenhænge, både i os selv, men også hos andre. At alt jeg siger og gør, har en effekt. At det aldrig er ligemeget hvad jeg tænker, siger eller handler.

Derfor blev Gautamas vej ikke som konge ( til hans fars store ærgelse). Men istedet som åndelig leder, hvor han hele tiden udviklede på evnen til at være reflekterende, opmærksom, empatisk og medfølende. I dag ville vi måske sige, at han udviklede sin frontallapper meget effektivt.

I følge legenden mediterede Gautama sig en nat til fuld oplysning.
Altså noget i retning af at kunne gennemskue det hele!
Han blev herefter kaldt “Den Oplyste”, hvilket på det gamle indiske sprog sanskrit hedder Buddha.